Viser opslag med etiketten damask. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten damask. Vis alle opslag

søndag den 5. juli 2020

Middelalder-dug

Jeg slæber mig for tiden gennem de sidste meter af damask-opsætningen i stuen. Vi skal have en ny dug/bordløber til middelalderhjemmet, og damask'en giver jo mulighed for at lave noget, der ligner de middelalderlige duge.

Det er virkelig ikke ret pænt! - man kan måske med lidt god vilje sige, at det er sjovt?


Inspirationen er hentet i 'Den sidste nadver' af Domenico Ghirlandaio, 1480, og det har været sjovt at finde - sjovt at omsætte til et mønster (selv om jeg med 85 stygn blot kunne have et enkelt mønster, og svanerne fik lidt klumpfødder) - men jeg synes ikke, det er sjovt at væve damask længere. Nu bider jeg tænderne sammen og ser, om jeg ikke kan blive færdig i dag! - og så skal den store damaskvæv byttes om med 120'eren, og der skal væves drejlsviskestykker. Uhmmmmm.


fredag den 1. maj 2020

Vi flager i dag

- for 1. maj.
Og fordi vi 13. juni 2019 fik barnebarn nr. 4. Det nødvendiggør en ny damask-opsætning, for hun skal have sin egen fødselsdags-dækkeserviet som storebror og fætrene.



Det er dejligt, at nogle synes om mine dækkeservietter med flag - endda så meget, at de tålmodigt har ventet på en opsætning, så de kunne få en med. Her en bestilling med ét stort flag og TILLYKKE.


- og en uden tekst, hvor der blot skulle være masser af dannebrogsflag.


Det har været en lidt hård omgang at få denne opsætning til at 'køre'. 

Først må jeg indrømme, at jeg vist ikke har så godt styr på mit garnlager, som jeg troede. I øverste skab bag væven har i et par år ligget en pakke med halvbleget hørgarn - 33/2 troede jeg, men da jeg trak det frem og skulle lave trend, kunne jeg konstatere, at det var 20/2. 

Nå! Så måtte jeg i tænkeboks. Ny trendtæthed - nyt islætgarn - nye mønstre. Efter tre! prøvevævninger landede jeg på et godt resultat, men det krævede så også en ny garnbestilling hør 16/2 til islættet. Og endelig i denne uge kom den egentlige vævning i gang. 

torsdag den 21. november 2019

Damask-tørklæder

Det lignede et helt sørgeflor, da jeg rullede den sorte silketrend på væven - men det var tværtom en festdag: den lille væv blev indkøbt med dragrustning for 10 år siden; men har måttet vente indtil nu med at væve damask.

Dragrustningen var hjemmelavet af den, jeg købte væven af, så jeg var lidt spændt på at få den op og se, hvor godt den fungerede. Lidt skeptisk måske også, så jeg valgte en opsætning med blot fire mønsterskafter, så jeg kunne væve drejl i fire partier.


Min skepsis blev heldigvis gjort til skamme: væv og dragrustning arbejdede fint sammen; men jeg havde nok strammet skruen lidt med at have 40 søller (med tilhørende lodder) på hvert mønsterskaft. Dels var det tungt at trække, dels er opsætningen blot 30 cm bred, så søllerne viklede sig ofte ind i hinanden, når de skulle op eller ned; men det var 100% min og ikke vævens skyld. Så lærte jeg det!


Trenden er sort silke 60/2 og islættet det samme - her en flaskegrøn silke efterfulgt af en kold gul med en enkelt stribe kobberfarvet.


En lille ændring i mønstret; islættet er 'peacock blue' og har faktisk påfuglens fantastiske blå farve (billedet yder den ikke retfærdighed).


Og så var jeg nødt til at prøve med sort islæt - det blev rigtig stramt og stiligt, synes jeg. Det er det samme garn i trend og islæt, men lyset bryder forskelligt i trådretningen, så de absolut ikke ser ens ud.


Og sidste tørklæde fik bordeaux-rødt islæt, og der blev leget lidt mere med mønstret.


Det var en god start på damaskvævning på den lille væv. Mon ikke den har gjort sig fortjent til en ny omgang ved lejlighed.

søndag den 27. oktober 2019

Vävdagar i Glimåkra

Jeg er netop kommet hjem efter endnu en lille håndfuld dejlige dage i Glimåkra.

At få lov at bruge tre dage ved en væv på Vävstolsmuseet og kun have til opgave at væve og snakke med vævere - det findes ikke meget bedre.

Til overflod var det skånske vejr - i hvert fald torsdag og fredag - smukt, solrigt, vindstille og lunt, og skovens efterårsfarver var smukke som vanligt.

Denne gang havde jeg fået tildelt öxabäck-væven med harniskrustning, og jeg har længe haft lyst til at omsætte den britiske tæppevæver Jason Collingwood's tæpper til damask - dette blev første forsøg. Jeg havde valgt forholdsvis enkle mønstre, så der var mulighed for at snakke uden at komme alt for meget ud af trit med vævningen.
Trenden er merceriseret bomuld 16/2 og islættet er ubleget hør 16/1. Tanken er dobbelte dækkeservietter - alt efter længde :-)



I år var min room mate på museet Winnie Poulsen, som udstillede og vævede viskestykker med viftekam. Jeg synes, det er fantastisk, hvordan Winnie formår at kaste sig over nye teknikker og få helt nye sider frem.



Og ud over vævning i tre dage var der også et fysisk resultat at tage med hjem: plaiden, som jeg vævede sidste år. Den var blevet sendt til opkradsning og var blevet ekstremt blød og lækker,


Endelig var der naturligvis mulighed for garnindkøb - uha! hvor jeg glæder mig til at komme i gang med at væve med de nye hørgarner: fra Kinna og fra Vävstolsmuseets loppis.


Jeg er hvert eneste år imponeret af Grimslövs Folkhögskola og hvad deres elever formår at udstille efter blot et par måneder. Jeg forsøger at uploade en video fra deres udstilling sammen med fotos fra udstillingerne i øvrigt her...

søndag den 28. oktober 2018

Vävdagar i Glimåkra

Jeg er netop kommet hjem efter 3 dejlige dage i Glimåkra med hovedet fyldt med inspiration og nye idéer - og kufferten fyldt med hørgarner :-)

I år havde jeg fået lov at væve en plaid på en damaskopsætning på Vävstolsmuseet, og jeg havde planlagt at få anvendt en del af mine rester fra de tidligere plaid-opsætninger. Jeg havde valgt et enkelt mønster, som ikke forhindrede mig i at snakke med alle de dejlige vævere, der kom på besøg.

Det er helt fantastiske dage, hvor jeg blot skal væve og snakke vævning. Der kommer mange gode væve-venner - og mange nye dukker op. Nye kontakter, nye venner, nye idéer, nye muligheder. Lørdag eftermiddag, da jeg pakkede sammen, havde jeg på fornemmelsen af størstedelen af den danske væveverden havde været forbi, og heldigvis også mange af de svenske vævere, jeg kender.

Et kig på plaiden: som sagt rester fra tidligere plaid-opsætninger: som udgangspunkt skifter mønstrene farve: lysgrå, mellemgrå, koksgrå - og så ind imellem en blå stribe. Jeg var første-væver på opsætningen, og efter de første 30-40 cm kørte opsætningen rigtig fint.




Jeg delte rum på Vävstolsmuseet med Åsa og Martin fra Weave Point, der som bonus havde medbragt deres rekonstruktion af en middelaldervæv - det var jo kræs for en middelaldertosse som mig. Alt var så gennemført på den - fra sækken med sten til at holde bagbommen på plads til søllerne, der var håndbundet i hør.


Men min største oplevelse på Vävdagarna var udstillingen TUSKAFT. Jeg er jyde og har ikke nemt ved at prale - men her vil jeg gerne dele min glæde, da jeg så mit vifte-tørklæde hænge side om side med guru Andreas Möllers tørklæde. Kan man som væver i 2010'erne komme meget højere?


Og det helt materielle udbytte af dagene: mængder af dejligt lintow i en kraftig kvalitet, smukt, tyndt 2-trådet hørgarn og Garnhusets ustyrlige udvalg af farvede hørgarner + sytråd i bomuld og silke, håndlavede klemmer og middelalderens udgave af et strygejern: en glattesten.

Se flere billeder fra Vävdagarna her...




søndag den 24. december 2017

Færdigt arbejde

De sidste viskestykker er kommet af væven, er blevet monteret, vasket og rullet. Det er så dejligt, når en opsætning, der ikke rigtig har været noget hit på væven, vinder når den er helt færdig.

Her ligger de ublegede drejlsviskestykker, som jeg ikke var så begejstret for, mens jeg vævede dem; men som jeg nu er rigtig glad for!


Og juleløberen blev klar til jul :-) - og ikke mindst: jeg har netop slået sidste islæt i opsætningen med plaider, så vi kan lige nå at få pakket væven i spisestuen sammen, så der er plads til, at hele familien samles om julebordet om 2½ time. Glædelig jul!


torsdag den 6. april 2017

Dækkeservietter i damask

Det er blevet sjovere at væve damask efter jeg er gået over til mere grafiske mønstre.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, hvor inspirationen til trekanterne kommer fra: Nina Floderus's flotte tæpper med snorlige rækker af trekanter - og hov: så er der lige én, der vender forkert! Det har været sjovt at tegne trekanter og vende dem - 90, 180 og 270 grader - og passe dem ind i nye sammenhænge.

Dækkeservietterne får tre forskellige pastelfarver. I den første blå, grøn og lilla. I den næste er den lilla skiftet ud med en lys rosa, og den grønne er blevet lidt mere grågrøn. Jeg håber, lysten til trekanterne varer ved, så jeg også får afprøvet en lys gul i den sammenhæng.



søndag den 26. marts 2017

Juleløber med hjerter

Det er mærkeligt, jeg aldrig bliver klogere.... Jeg har igen sat en lang trend op i damask; guldklump nr. 3 skulle have sin personlige fødselsdags-dækkeserviet som de to øvrige børnebørn, og jeg havde masser af idéer til andet, der kunne væves i samme opsætning.

Nu er Aslaks fødselsdags-dækkeserviet færdig, og jeg har vævet fire uden navn blot med flag - til salg eller gaver - og næste projekt er juleløbere.


Første juleløber har fået samme flettede julehjerter som i min juledug, Den har været lidt længe undervejs, for der gik ikke lang tid, før jeg synes damask var  kedeligt, og opsætningerne på den lille væv var meget sjovere.

I dag fik jeg kæmpet mig gennem sidste del af 'korsstingsbroderiet', og nu er planen en pause i juleløberne til fordel for noget mere grafisk.

søndag den 12. marts 2017

Fødselsdags-dækkeservietter

Jeg husker tydeligt første gang, jeg vævede fødselsdags-dækkeservietter. Det var til vævdagene i Glimåkra 2009, hvor jeg synes, det skulle være et lidt 'catchy' mønster - og samtidig også gerne ét, som kunne væves med mange forstyrrelser i vævningen. Jeg syntes selv, at dækkeservietten med dannebrogsflag var fin, og det syntes de fleste gæster vel også, men svenskerne var generelt lidt uforstående: 'du væver danske flag ??????' Traditionen med flag til fødselsdag, festdag osv. er nok typisk dansk.

Det skulle nu ikke afholde mig fra, at der senere kom en opsætning til herhjemme - mine to dejlige børnebørn skulle have hver deres personlige fødselsdagsdækkeserviet. Her er Ferdinands:


- og den 26. maj 2016 blev jeg den lykkelige bedstemor til nr. tre, så den tredje guldklump affødte endnu en opsætning med dækkeservietter




søndag den 22. januar 2017

Weekenderne er de bedste

Sidste weekend var én af de rigtig gode: jeg havde ingen aftaler overhovedet - og jeg bevægede mig ikke uden for en dør!

Jeg fik kørt trend på den store damaskvæv. Den er et monster, der fylder halvdelen af spisestuen, men det er jo skønt, at man blot kan tage stolen med ind midt i væven og sidde godt og sølle. Jeg fik mønstersøllet og kom godt i gang med bundsølningen.


Jeg fik monteret mit blå gulvtæppe.


Den sidste 'måtte' på opsætningen i Auning blev en lang løber på næsten 3 meter, den blev forsynet med fletkanter.


Tre af de lilla mohair-tørklæder havde i ugens løb fået frynser, de sidste to blev bukket om og lagt op i stedet - og de blev alle i weekenden vasket og presset. De er lækre, synes jeg - og med fem forskellige islæt også med hvert sit udtryk.


Og ikke så snart var de lilla færdige, før næste hold sprang af væven og lå og ventede på montering. Det er jo skruen uden ende.



søndag den 1. november 2015

Vävdagar II

Jeg har endnu en gang tilbragt tre dejlige dage ved en væv på VävstolMuseet under vävdagarna - og denne gang havde jeg ovenikøbet godt selskab af Helle, som også væver i Auning.

Vi havde fået overladt museets vævesal, hvor der var en opsat damaskvæv til os hver + mulighed for at lave en udstilling med et udvalg af viskestykker.

Jeg havde hygget mig med at tegne damaskmønstre - 20 i spids - og var landet på, at motivet i år skulle være ugler.

Efter et tilløb med et par ugler, som ikke faldt så heldigt ud, kom der skred i vævningen:
 
- en sovende ugle:


- en stirrende ugle:


- en skeløjet ugle:


- og en lille hjertevarm ugle:

 
Opsætningen er fra et Vævemagasin, hvor mønstret er rosenkranse, så det sluttede jeg af med - og så var det tid til at få pakket sammen og komme hjem.
 
 

Og sørme om jeg ikke fik monteret uglerne her i weekenden. Vi har udstilling hos Væverne i Auning på lørdag den 7. november, så denne uge har stået i monteringens tegn, så alt forhåbentlig er klart til ophængning. Kig forbi, hvis du har mulighed for det (læs evt. mere her...).
 
Se flere fotos fra dejlige dage på VävstolMuseet her...

mandag den 22. december 2014

Jeg nåede det !

Damaskdugen på den store væv har siddet alt, alt for længe. Jeg er gået lidt død i damask, og jeg synes, det drøjt at skulle væve 1½ meters bredde - mine arme er simpelthen ikke lange nok...

Og selvom jeg har en meget tolerant familie, som affinder sig med at skulle igennem køkken og gang for at komme ind i stuen, når nu spisebord med plader og damskvæven spærrer for den direkte adgang fra spisestue til stue, så vil jeg ikke for 3. år i træk holde jul med den store damaskvæv i spisestuen.

Så jeg havde besluttet, at Sofies dug skulle være færdig til jul, så vi kunne få væven ud af spisestuen - og i dag blev den klippet ned!


søndag den 26. oktober 2014

Vävdagar i Glimåkra

Jeg er netop kommet hjem efter tre dejlige dage i Glimåkra, hvor jeg har fået lov at væve på damask-opsætningen i Vävstolsmuseets café.

Det blev til mange dejlige gensyn med gode væve-venner, vældig meget snak på både svensk, dansk og norsk - og noget vævning.

Jeg havde besluttet mig for denne gang at væve dækkeservietter til et fiskebord, så det gennemgående motiv er et fiskenet med fisk i. Lyder det skørt? Ja, det er det vist også.

- startede med en lille sildestime


så kom der en rødspætte i nettet


og til sidst en ubestemmelig, stribet fisk. Vist mest en klumpfisk?


Nå, der blev ikke dækkeservietter til det helt store fiske-kalas, men lidt har vel også ret.

Du kan se flere fotos fra Vävstolsmuseet på linket her...
- og du kan se mere fra Vävdagarna på Vävmagasinets blog her...

torsdag den 16. oktober 2014

Udstilling

Årets udstilling hos Væverne i Auning er lørdag 1. november kl. 10 - 16.   Se invitationen her... - og kig endelig ind, hvis du har tid og lyst.

Udstillingen er en god pisk at have over nakken for os alle: til den dag skal årets produktion være monteret og klar til at vise frem - og jeg har stort set ikke vævet de seneste 14 dage, men sømmet, frynset, syet, vasket, presset, rullet osv. osv.

Mine olmerdugspuder er blevet færdige


og de 7 viskestykker i gåseøje hænger til tørre på væven (som jo alligevel står stille - suk...).
Fra venstre mod højre: med sort islæt - med ubleget som i trenden - med hvidt og endelig ternet med sort og ubleget. Jeg er mest glad for dét med det sorte islæt, og det blev der kun ét af, så mon ikke det bliver herhjemme?


De tre blå/grønne tørklæder er klar


og det sidste damasktørklæde fra serien i foråret er langt om længe også blevet forsynet med fryser.


Så jeg var da bare klar til udstilling - indtil jeg i går blev færdig med mine dobbeltdækkere i Auning - som jeg så kunne tage med hjem til montering......

søndag den 7. september 2014

Damaskdug - nu med mønster

Nu 'kører det' med damaskdugen: Kanterne arter sig pænt, skellet er fint og jeg har fundet en lille skytte frem, som jeg troede, jeg aldrig ville komme til at bruge, men som suser lige igennem de 150 cm. Jeg købte den på vævemessen i Borås for tre år siden - udelukkende fordi den var så smuk.
 
Den har den lukkemekanisme (som jeg afskyr) med en fjeder, der skal trykkes i bund, for at pinden med spolen kan komme på plads. Det betyder for mit vedkommende endnu et værktøj ved væven: jeg skal bruge en tang, hver gang jeg skifter spole - jamen altså.... Men den er lav, tung og kort - og til en bred dug, synes jeg, det er rarest med en kort skytte, så jeg ikke skal fægte med en lang damask-skytte - dér langt ude, hvor mine arme er for korte. 


Dugen er til vores datter Sofie, og hun har bedt om at få en dug, som matcher farmors kartoffelgryde! Kun med de stiliserede lotus-blomster på midten. - nok ikke et design, jeg selv ville have valgt, men det er dejligt, at hun har en mening om, hvad hun gerne vil have vævet.